Forside Sitemap Udskriv siden
  > Om Danske INKASSOadvokater> Fakta om Danske INKASSOadvokater> Foreningens vedtægter   Søg
  
  
  
  
  
  
  
  


Kontakt
Danske INKASSOadvokater

 

Vedtægter for Foreningen Danske INKASSOadvokater


§1
Formål:

Foreningens formål er at sikre de bedste vilkår for korrekt og effektiv inddrivelse af nødlidende fordringer i Danmark gennem:

  • at deltage i den samfundsmæssige debat om private og offentliges muligheder for inkasso 
  • at virke for en styrkelse af advokaternes position på området  
  • at sikre et højt fagligt og etisk niveau med respekt af og forståelse for såvel kreditors som debitors situation og interesser

Foreningen vil søge sit formål opnået ved:

  • at der generelt skabes aktiviteter, så medlemmerne i det daglige arbejde kan gennemføre et hurtigt, rationelt og kompetent inkassoarbejde. 
  • at medlemmerne bliver orienteret om inkassorelaterede produkter fra markedsaktørerne, lovinitiativer, administrative forskrifter og lignende,  
  • at medlemmerne gennem et sekretariat informerer hinanden om relevante afgørelser, praksis m.v., der kan have generel interesse,  
  • at foreningen forestår driften af en hjemmeside, der præsenterer foreningen og giver information om inkasso af almen interesse, 
  • at markedsføre advokatinkasso,  
  • at medlemmerne forpligter sig til at opretholde et informationsteknisk niveau i overensstemmelse med de minimumskrav, der fastlægges af bestyrelsen,  
  • at medlemmerne har pligt til at sikre et højt kompetenceniveau,  
  • at medlemmerne underkaster sig en løbende kvalitetskontrol. 

§ 2
Navn:

Foreningens navn er Foreningen Danske INKASSOadvokater.

 

§ 3
Medlemskab:

Som medlemmer kan optages advokatvirksomheder.

Optagelse i og udmeldelse af foreningen sker ved henvendelse til foreningens sekretariat
Udmeldelse skal ske skriftligt. Udmeldelse kan kun ske til en 1. september og med mindst en måneds varsel.
Det forudsættes, at medlemmerne deltager aktivt i foreningen ved at afgive erfaringsmateriale, deltage i kursusvirksomhed eller lignende. 
 
§ 4
Eksklusion:

Et medlems rettigheder og medlemskab ophører, når der efter påkrav foreligger kontingentrestance, hvorimod forpligtelsen til at betale forfaldent kontingent består.
Hvis et medlem eller en medarbejder i medlemmets virksomhed på væsentlig måde overtræder vedtægterne eller lovgivningen i øvrigt, kan medlemmet efter en bestyrelsesbeslutning ekskluderes af foreningen.
Bestrider et medlem, at betingelserne for eksklusion er til stede, afgøres dette ved voldgift. Voldgiftsretten sammensættes af en advokat udpeget af bestyrelsen, en advokat udpeget af klageren og en opmand udpeget af formanden for Den danske Dommerforening. Opmanden skal være byretsdommer.
Hvis et medlem indbringer eksklusionsbeslutningen for voldgiftsretten inden 14 dage efter eksklusionsmeddelelsens afgivelse ved at indsende begæring om voldgift til Danske Advokater, har klagen opsættende virkning.


§ 5
Administration, hjemsted og tegning:

Foreningens administration og drift af dens hjemmesider varetages af en af bestyrelsen valgt administrator, som ligeledes bistår med administration, praktisk tilrettelæggelse af markedsføring m.v. Der etableres en samarbejdsaftale mellem foreningen og administrator, som fastlægger opgavernes nærmere omfang.
Foreningen har hjemsted hos Danske Advokater, København.
Foreningen tegnes af formanden eller næstformanden, i forening med et andet bestyrelsesmedlem.

 

§ 6
Kvalitet:

Foreningens medlemmer er forpligtede til at overholde lovgivningens regler om inkasso og de advokatetiske regler. Derudover er medlemmerne forpligtede til at undergive sig kvalitetskrav og kvalitetskontrol efter regler, som fastlægges af foreningens bestyrelse.


§ 7
Kompetence:

Foreningens medlemmer er forpligtet til for egen regning at sikre et højt kompetenceniveau hos de medarbejdere, der beskæftiger sig med inkasso. Niveauet og de uddannelsesmæssige forudsætninger herfor, fastsættes af bestyrelsen.


§ 8
Kommunikation:

Al kommunikation skal så vidt muligt foregå elektronisk.

 
§ 9
Bestyrelse:

Bestyrelsen består af 5-7 bestallingshavende advokater fra foreningens medlemmer. Generalforsamlingen kan dog vedtage, at andre fra foreningens medlemmer end bestallingshavende advokater undtagelsesvis indtræder i bestyrelsen.
Herudover kan Danske Advokater udpege et ekstra medlem. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formandskab og andre funktioner.

Der kan vælges en suppleant til bestyrelsen. Suppleanten indtræder i bestyrelsen, hvis et valgt bestyrelsesmedlem udtræder.

Valget til bestyrelsen gælder for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Et medlem, der har fungeret i 6 år, kan ikke vælges på ny, førend der er forløbet 1 år efter fratræden, med mindre generalforsamlingen dispenserer herfor.

Der kan kun vælges 1 bestyrelsesmedlem fra hvert medlemskontor. I tilfælde af at to valgte bestyrelsesmedlemmer i løbet af bestyrelsesåret kommer til at repræsentere samme medlemskontor, må det ene medlem udtræde.

Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, og i tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Bestyrelsens medlemmer kan møde på bestyrelsesmøder ved en personlig stedfortræder fra samme medlemskontor. Stedfortræderen kan stemme på mødet; dog vil formandens stedfortræders stemme ikke kunne være afgørende.


§ 10
Generalforsamling:

Bestyrelsen indkalder foreningens medlemmer til generalforsamling, der holdes hvert år inden 1. juni.
Generalforsamlingen indkaldes ved almindeligt eller e-mail brev til medlemmerne på den til sekretariatet anmeldte adresse. Indkaldelsen skal ske mindst 4 uger før generalforsamlingen. På generalforsamlingen orienterer bestyrelsen om det forgangne års aktiviteter og planerne for det kommende års aktiviteter samt giver en orientering om den økonomiske situation for foreningen.
Dagsorden for generalforsamling, der sendes til alle medlemmerne mindst 4 uger før generalforsamlingen, skal omfatte følgende:
 

  1. Valg af dirigent. 
  2. Bestyrelsens beretning. 
  3. Aflæggelse af regnskab. 
  4. Forelæggelse af budget for det kommende år. 
  5. Fastsættelse af kontingent for det følgende år.
  6. Valg af 5-7 medlemmer og en suppleant til bestyrelsen. 
  7. Valg af revisor og revisorsuppleant. 
  8. Indkomne forslag. 
  9. Eventuelt.  

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal sendes til sekretariatet mindst 3 uger før afholdelse af generalforsamlingen. Såfremt der indkommer forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, fremsendes disse tillige med revideret dagsorden til medlemmerne senest 2 uger før generalforsamlingen.
På generalforsamlingen kan der ikke stemmes ved fuldmagt.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med 14 dages varsel, når bestyrelsen træffer beslutning herom eller anmodning fremkommer fra 1/5 af foreningens medlemmer.


§ 11
Beslutninger:

Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpel stemmeflerhed. Til ændring af vedtægterne, kræves dog, at mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmer for forslaget. Til beslutning om foreningens opløsning kræves, at mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede, og at 2/3 af de tilstedeværende stemmer for forslaget. Vedtages forslaget med den fornødne majoritet, men uden at det fornødne antal medlemmer er til stede, kan forslaget vedtages på en ny dertil indkaldt generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer.

 

§ 12
Kontingent:

Kontingentet fastsættes af generalformsamlingen. Beløbet tillægges moms.

Bestyrelsen fremsætter forslag til kontingent, der udsendes sammen med indkaldelse til generalforsamlingen.

Kontingentet forfalder til betaling den 1. september i hvert kalenderår. Ved indmeldelse efter 1. februar i et kalenderår betales halvt kontingent for indmeldelsesåret. Beløbet tillægges moms.

Et fællesskab af advokater eller advokatselskaber anses som ét firma, hvis der udøves advokatvirksomhed i fællesskab under en fælles betegnelse fra samme adresse, med eller uden status som juridisk person.
 
I det omfang et fællesskab af advokater eller advokatselskaber udøver advokatvirksomhed, fra flere adresser, uanset virksomhedsform (kædesamarbejder) fastsættes kontingentet således, at der, jf. stk. 1, betales et kontingent for virksomhedens hovedadresse eller tilsvarende samt et kontingent for hver af virksomhedens øvrige forretningsadresser. 


§ 13
Hæftelse:

For foreningens forpligtelser hæfter foreningen alene med sin formue.


§ 14
Regnskab:

Foreningen er en selvstændig forening med eget regnskab. Regnskabsåret er kalenderåret.
Generalforsamlingen vælger en revisor til at revidere regnskabet.


§ 15
Ophør:

Ved foreningens opløsning skal eventuelle midler anvendes i overensstemmelse med formålet efter generalforsamlingens nærmere bestemmelse.

 

§ 16
Ikrafttræden:

Vedtægterne træder i kraft fra vedtagelsen på den ordinære generalforsamling den 15. maj 2013.